Smag dig igennem de Nordsjællandske vingårde

Smag dig igennem de Nordsjællandske vingårde

 

Mød vinbønderne fra Nordsjælland på Esrum Kloster 26-27. august.

Dansk vin er ved at blive alvor. Vinbønderne bliver mere og mere professionelle, vinen kan drikkes – og ja, den kan også betales.

Selv med global opvarmning er vejret fortsat afgørende for druernes modning og dermed for kvaliteten af vinen. I 2016 var vejret, efter en kølig start, helt perfekt og der blev høstet store mængder velmodnede druer. Derfor er der store forventninger til årgang 2016 efterhånden som de modner færdig. Derimod var vejret i 2015 ikke med os, men ikke desto mindre lykkedes det nogle vinbønder at lave spinkel, men ret elegante vine. Pt har vi nok nogen lunde samme lunkne forventning til 2017.

På Høstfestivallen kan du smage dig igennem de Nordsjællandske vingårde og selv vurdere hvor langt dansk vin er nået. Du kan møde Annisse Vingård, Frederiksborg Vin, Domain Aalsgård samt Ørby Vingård og blive klogere på Nordsjællands vine.

Annisse Vingård er en lille vingård, der bliver drevet af Niels og Dorte Frees, som startede vingården i 1999 på hobbybasis. Vinmarken består af 400 vinstokke af de blå sorter Rondo, Regent og Castel og de grønne sorter Orion, Solaris og Zalas Perle. Dorte står for pasning af vinmarken og Niels regerer i vineriet. Ud over egen produktion tilvirkes vin for bl.a. Vexebo. Desuden sælges tanke og andet udstyr til andre producenter.

Domain Aalsgaard Lars & Christina Hagerman driver Domain Aalsgaard, der er en af Danmarks ældste. Den første vinstok blev plantet i 1975, men først i 1980’erne tog vindyrkningen fart. Nu dyrkes fem hvidvinssorter og Domain Aalsgaard omfatter knap 0,7 hektar med cirka 2000 vinstokke.

Frederiksborg Vin er en gruppe vinentusiaster (Andelsforeningen) der dyrker vin. Frederiksborg Vin producerer rødvin og rosévin på en sydvendt skråning i Harløse lidt uden for Hillerød. Hovedformålet med Frederiksborg Vin er at forsyne andelshaverne med dansk produceret vin af høj kvalitet. Selvfølgelig sælger vi vinen til alle der har lyst til at drikke dansk vin – eller afprøve kvaliteten.

Ørby Vingaard blev grundlagt af Søren og Birthe Søndergaard i året 2007 hvor de satte 2200 vinstokke. Vinsorterne er Solaris den hvide drue og Rondo og Boleo den blå drue. Ørby Vingaard er et godt udflugtsmål til rundvisning efter aftale fra april til november. På rundvisningerne går vi rundt i vinmarken, ser vineriet og smager på vinen.