Julestue

Hvorfor spiser og drikker vi i overmål i juletiden?

Vi tager et kik på historien og traditionerne for at forstå vores nutidige jul, hvor mad, drikke og ikke mindst det sociale samvær er i spil. Smag på Nordsjælland stiller rammerne til rådighed for fejringen.

Vintersolhverv

”Biskoppen læste en bøn, som kong Harald bad ham gøre kort, og derpå blev der drukket tre skåle: til ære for Kristus, for kong Haralds lykke og for solens genkomst. Selv de hedenske drak skålen for Kristus, eftersom det var den første skål, og de tørstede efter øl, men nogle af dem gjorde hammertegnet over kanden og mumlede Thors navn, inden de drak”. Sådan skriver Frans G. Bengtsson i romanen Røde Orm.

Oprindeligt hænger ordet ‘jul’ sammen med en fejring af håbet for frugtbarheden i det kommende år. Vikingerne skålede for Frej, Njord og Odin. Siden blev det for Jesus, Jomfru Maria og Gud. Foto af Murray Alexanders tegning af Odin fra 1865. Foto: Wikimedia Commons

At drikke julen ind er faktisk en tradition, der har holdt ved helt op til 1900-tallet, og mange vil måske mene, at fænomenet stadig holder.

Julen er en kreativ periode, fordi det er her, året vender. Der er en traditionel forståelse af tolv juledage, som bliver brugt til at forudsige de kommende tolv måneder. Og en af de måder, man gør dette på, er med overfloden. Ved at have overflod og vise vellevned går man året i møde. De tolv juledage strækker sig fra 25. december til 6. januar. Overfloden og overforbruget som kendetegnende for julen er ikke er noget nyt, men kan spores tilbage til det hedenske og førkristne Danmark. Den kristne julefejring har lagt sig oven i en eller flere hedenske fester knyttet til vintersolhverv. Julen er for de fleste et sammensurium af hedensk fråseri og religiøs fromhed.

Julestuer i 1800-tallet

De 12 juledage i julen gik man på besøg hos hinanden. En gæst måtte aldrig gå fra gården uden at have fået noget god mad og drikke, som stod på bordet gennem hele julen. Ellers ville de bære julen ud af gården. En familie kunne godt blive indbudt til at spise hos flere forskellige familier i løbet af julen. 2. juledag gik man på besøg og modtog selv besøg. 3. juledag begyndte julegilderne for karlene og pigerne. De betalte selv for gilderne, og karlene holdte deres gilde først. Disse gilder blev også kaldt for julestuer. Julestuerne var legegilder, som man skiftedes til at holde hver anden eller tredje aften og nat igennem hele juletiden.

Julebukken

Julebukken var en af selskabslegene til datidens julestuer. En karl klædte sig ud som en buk, brasede ind midt under festen og larmede og truede folk, det bedste han kunne. Han forlangte pølse, kager og æbler, for ellers ville han ikke gå. Så forsvandt han og dukkede op i en anden julestue. Måske lagde han forklædningen på et tidspunkt og festede videre blandt de venner, han lige havde skræmt. Et vellykket bukkebesøg krævede både en god forklædning og en kvik person. Forklædningen kunne være et gammelt vædderskind med hoved eller et hoved lavet af træ og et lagen over kroppen. Karlen, der var forklædt som buk, skulle gerne finde på sjove eller ligefrem sjofle bemærkninger, der kunne få latteren frem.

Fattigfolk og julen

Der var stor forskel på rig og fattig i julen. Ikke alle fik nok at spise eller kunne byde gæsterne på brød og pølse eller alt det andet, som de rige bønder kunne stille på bordet. Derfor gik de fattigste i landsbyen rundt fra gård til gård for at tigge lidt julebrød. På gården kunne der i slagbænken være en stor kurv fyldt med mindre eller halve julekager – fine brød – til juletiggerne. Man kendte godt fattigfolkene i landsbyen, og det var alles ansvar at de ikke sultede i julen. Derfor var det ikke tiggeri, når fattige kom forbi, efter at man havde bagt. Omsorgen for de fattige var ikke så almindelig til hverdag. Derfor blev den meget tydeligere til jul. Sæd og skik sagde også, at man aldrig måtte afvise en juletigger. Hvis man gjorde det, ville den fattige tage julen med sig.

Modstand mod julestuer

Julefrokostens løssluppenhed kendtes allerede i 1600-tallets bondesamfund. Her var der tradition for julestuer og julelege, hvor gårdens karle og piger gik til den i en sådan grad, at Christian IV i 1629 udstedte en forordning, der forbød julestuerne. Måske var det også fordi majestæten selv havde erfaret, at hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk, i 1628 “dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Rhingreven og andre, mens ”Vi lå for Fjenden og blev skudt i Armen”.

De følgende konger havde heller ikke megen sans for julelege: Christian V gik så vidt som til at forbyde julestuerne i Danske Lov. Men julestuerne fortsatte på landet helt frem til 1800-tallet, og Holberg lader i 1724 Jeronimus i “Juulestuen” ønske, “Ak, havde jeg blot en daler for hver en mødom, som er løbet af stabelen på en julestue, så var jeg en rig mand”.

I 1800-tallet blev julen mere stueren, og de firmajulefrokoster, vi kender i dag, stammer fra 1940’erne, hvor de egentlig startede med et glas portvin på chefens kontor efter arbejdstid den 24. december. Siden udviklede de sig til et fælles frokostbord med egne, medbragte retter. Først i 60’erne og 70’erne udviklede sig til den mere løsslupne form, vi kender i dag.

 

På gårdene i Nordsjælland holder vi julestue for både børn og voksne, julemiddag og julefrokost. Du bestemmer selv målet af løssluppenhed. Du finder gode bud i eventkalenderen på Smag på Nordsjællands hjemmeside.

 

Kilder:

http://www.wikiwand.com/no/Julebukk

http://natmus.dk/fileadmin/user_upload/natmus/frilandsmuseet/pdf-filer/Undervisningsmateriale_Et_juleeventyr.pdf

https://www.religion.dk/religi%C3%B8s-jul/julen-f%C3%B8rer-de-hedenske-traditioner-videre

https://www.religion.dk/viden/jul-fra-hedenske-skikke-til-kristen-h%C3%B8jtid