Juletræet købes på landet

Grantræet er helt centralt i fejringen af julen. Festen begynder allerede, når juletræet skal hentes på landet og endnu bedre, hvis I selv kan fælde det i skoven sammen med børnene. Men hvilket juletræ skal det være? Du kan som regel vælge mellem de gængse typer.

  • Nordmannsgran har bløde nåle og holder sig længe
  • Nobilis(sølvgran) er det juletræ, der holder længst i stuen, træerne er ofte lidt uharmoniske
  • Rødgran har korte nåle og stikker. Nålene falder lettere af, men det er som regel det billigste træ.

 

Skal julens træ være økologisk?

Mange sætter ikke frivilligt tænderne i en industrikylling, ligesom grøntsagerne gerne må ha’ det røde øko-mærke. Men når det kommer til juletræer, er vi ikke helt så principfaste.

Selvom vi ikke spiser juletræerne, så synes vi, det er fint med økologi, sprøjtefrie, Fair Tree og bæredygtighed, når der skal købes juletræ. Vi ser gerne at dyrene afløser sprøjtemidlerne i juletræsdyrkningen, da ukrudtet mellem træerne kan holdes nede ved at lade dyr, som grise, får, høns og græs græsse mellem træerne. De sørger også for lidt af gødningen. På denne måde kan dyrene afløse sprøjtemidlerne, men det kræver omhyggelig pasning og flytning af dyrene, som kan få smag for at spise de nye skud på juletræerne. Vil du hjælpe med at sikre drikkevandet i fremtiden –  så bør juletræet være økologisk.

Det er dog ikke manglende efterspørgsel, som er grunden til, at kun to procent af alle danske juletræer er økologisk dyrket. Når den økologiske produktion halter bagefter, skyldes det strenge danske regler. For mens flere af vores nabolande kan kalde et træ økologisk, hvis det er blevet dyrket økologisk uden konventionelle sprøjtemidler de sidste tre år af dets liv, siger regler herhjemme, at det økologiske træliv skal starte allerede på frøstadiet.

Økojuletræerne er ikke altid helt så grønne, symmetriske og veldesignede, som de konventionelt dyrkede. Det skyldes at de økologiske juletræer ikke sprøjtes, kun får minimalt med naturgødning, og dyrene græsser mellem træerne – engang imellem kommer dyrene til at spise skud på træerne.  Vi skal vænne os til, at et juletræ godt må se naturligt ud.

Du kan købe økologiske juletræer steder som: Mangholm, Solgården, Stengården, Grantoftegård, Fuglebjerggård i Nordsjælland. På Smag på Nordsjællands hjemmeside finder du også gårdbutikker og julemarkeder, hvor du kan købe lokale nyfællede konventionelle juletræer til mere rimelige priser: Ninas Naturcafé, Lottenborg Have, Rokkedyssegaard, Grønnenessegaard. Check lige hjemmesiderne for åbningstider.

Går du op i bæredygtighed, så køb et grantræ i potte, så kan træet vokse videre ude i haven efter jul, og måske bruge til flere juelaftner.

Men inden du køber træet, kan du få genopfrisket juletræets historie ved at læse videre.

Historien om juletræet.

Juletræet er et ungt fænomen i den danske jul. Danmarks første juletræ blev – så vidt vides – tændt på det sydsjællandske gods Holsteinborg i 1808. Dette træ er imidlertid ikke nøjere beskrevet,  tilgengæld er der flere oplysninger om det første træ i København.

Juletræet er tysk

Allerede i 1400-1500 årene holdt tyske håndværkerlaug juletræsfest, hvor et stort pyntet grantræ blev sat ind i laugssalen i forbindelse med julen. Træet stod til Hellig Tre Konger, hvor medlemmernes børn så fik lov til at tage de smågaver, der hang på træets grene. Private har sandsynligvis også haft juletræ, for der findes love som forbyder, at man blot går ud i skoven og hugger et træ om til jul. Nogle steder fandtes endda trævagter som påså, at kun de, der havde lov, huggede juletræer om. I 1600-tallets Strasbourg var private træer pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker.

Holstensk jul i København

Juleaften i 1811 tændtes det første københavnske juletræ i Ny Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på 1 1/2 år. Drengen voksede senere op og blev en kendt politiker.  Københavnerne var forberedte på, at noget usædvanligt var i gære, idet man et par dage forinden havde båret et stort grantræ inden for i stuen. Juleaftenen ved 17-tiden kunne nysgerrige københavnere konstatere, at Lehmanns, der var fra Holsten, havde stillet træet op inde i stuen og sat tændte lys på grenene. Martin Lehmann var præstesøn fra Holsten, og har formodentlig kendt juletræsskikken fra sin egen barndom.

Lehmanns hjem var velbesøgt af kendte danskere som spredte budskabet om juletræet. Oehlenschlæger, Ingemann, Heiberg, Grundtvig og senere H.C. Andersen – fortalte om denne tyske juleskik. I Ingemanns Reiselyre, skrevet i Rom i 1819, skildres juletræet som et symbol på livets træ fra Paradiset. I ”Højt fra træets grønne top”, Peter Fabers julevise fra 1848, skildres julen i et velhavende københavnsk håndværkerhjem. Men mest hjertegribende af dem alle er H.C. Andersens fortælling om Grantræet. Læs det højt for børnene: https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/grantraeet

 

Juletræet i modvind

I løbet af 1800-tallets første årtier begyndte træet at blive almindeligt, ikke mindst hos fx præster og lærere, der ikke ville stå tilbage for de københavnske borgerhjem. Det var ikke alle, der brød sig om den nye idé. Grundtvig, der jo er ophav til mange af vore julesalmer, benyttede det som illustration på forhold, der burde “med rod oprykkes”.

Nødjuletræer og juletræer af grønkål

Der skulle dog gå lang tid, før skikken bredte sig til resten af Danmark, men gennem de fremskridtsivrige præstegårdsmiljøer fik juletræet lidt efter lidt det blå stempel i menigmands øjne, og omkring 1. verdenskrig, var det blevet en kær og uundværlig tilføjelse til julens andre skikke i de danske hjem fra fattigbønder til herregårdsfolk.

I arbejderhjem anvendtes substitutter og hjemmelavede træer. Kreativiteten var stor, grene og camouflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for at spare. Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede juletræsfester for medlemmernes børn.

 

Danmark er verdensmester i juletræ

Dannmark producerer årligt 12 mio. juletræer, hvoraf de 10 mio. eksporteres til Tyskland, Storbritannien, Holland, Norge mv. til en samlet værdi på ca. 1,3 mia. Juletræer beslaglægger et areal på størrelse med Langeland.

Når man skal producere juletræer af høj kvalitet, er det vigtigt med et mildt klima uden frost i foråret. Danmark er omgivet med hav og kyst, der giver et mildt kystklima, der for det meste sikre frostfrie forår.

Juletræer er en langsom produktion. Det tager 2-4 år fra man sår frøene til man kan udplante de små træer. Derefter tager det 6-8 år før træet har juletræstørrelse. Det tager altså 8-12 års investering og pasning, før man kan høste et juletræ. Derfor koster et juletræ pænt meget.

 

Hold dit juletræ sundt

Når det bliver den 23. december, skal du være opmærksom på at akklimatiser juletræet langsomt fra den kolde udetemperatur til den varme stue. Skær det nederste af stammen – bare et par cm, så absorberer træet bedre vand, når det sættes på fod. Sørg for at du har en juletræsfod, hvor du kan vande træet. Så holder det bedre på nålene.

Kilder:

http://www.historie-online.dk/temaer-9/arstidens-skikke-14-14-14/jul-32-32/juletraeets-historie

http://www.skovforeningen.dk/site/juletraeets_historie/

https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/grantraeet