Bonden og kartoflen

Kartofler købes lokalt, så smager de bedst!

Der er mange små kartoffelproducenter på Nordsjælland, som dækker det lokale marked, mens de masseproducerede kartoflerne for længst er flyttet til Jylland, hvor de dyrkes på sandjorden med kunstvanding.

Vi har talt med et par dygtige kartoffelavlere i Nordsjælland, som har specialiseret sig i små arealer med kartoffelsorter, hvor det er smagen, friskheden og kvaliteten, der tæller frem for udbyttet.  På Nordsjælland dyrkes kartoflerne mest på morænejord og små arealer, det gør dyrkningen mere besværlig, men til gengæld er smagen bedre og nuanceret.

Jens Otto Rasmussen og hund , Stengården checker op på de tidlige kartofler.

Jens Otto Rasmussen er økologiske kartoffelbonde på Stengården, hvor de har det hele: Køer, høns, frugtplantage samt ca. 70 forskellige grøntsager, som de dyrker på gårdens stenede  morænejord. Konceptet er hyperlokalt – alt produceres og sælges på gården i butikken eller på gårdens café. Der er rigtig meget håndværk og mange arbejdstimer i denne produktionsform, så der er 3-5 ansatte samt Elisabeth og Jens Otto. Lokal mad giver lokale jobs.

Jens Otto dyrker ca 1½ ha med kartofler på Stengården. På prisen kan vi ikke konkurrere med de jyske sandjordskartofler, men det kan vi til gængæld på kvaliteten. Vores kunder efterspørger kvalitet og smag. Vi dyrker vores kartofler på en let lerjord med en masse sten. Vi vander og gøder så lidt som muligt, så vi giver kartoflerne tid til at udvikle knoldene og smagen bliver ligesom mere koncentreret, når vi holder udbyttet ned.  Vi høster kun det halve. Men det er OK, fordi vi konkurrerer på smagen og kvaliteten – ikke prisen,  fortæller Jens Otto.

Når jeg som kartoffelbonde skal lave en god kartoffel, er sorten også afgørende. Vi prøver hele tiden nye sorter. Pt er mine favoritsorter ”Annabelle”  som tidlig kartoffel, da den både har konsistens og smag. Den bliver ikke vandet, selvom den er tidlig.  Vores hovedsort er ”Ditta”, der er fast og gul samt meget smagfuld i efteråret.  Skal kartoflen holde sig hen over vinteren dyrker vi ”Belana”. Vores kunder efterspørger ”Ditta”,  pga. smagen, men vi gør en dyd ud af forklare kunderne,  hvornår på sæsonen de forskellige kartofler smager bedst, forklarer Jens Otto.

Tine Hage driver den økologiske gård Mangholm, som ligger mellem Gribskov og Arresø. Gården drives på naturens præmisser ved hjælp af ældre driftsformer, med oprindelige husdyrracer og gamle kornsorter og  så selvfølgelig kartofler. Vi dyrker 6 forskellige sorter, så vi har gode kartofler i hele sæsonen. Desuden har vi kartofler på både sand- og lerjord, for at det passer med det økologiske sædskifte. Men i år giver kombinationen af regn og lerjorden problemer, kartoflerne er svære at få op, og når det lykkes er, det med rigtig meget jord og bøvl med at få dem rene i renseriet.

Når man er økologisk bonde arbejde med en levende jord, det betyder at der også er smådyr i jorden, der kan li’ at spise kartoflerne. Som økolog kan jeg ikke sprøjte , så vi slås en del med at sortere kartoflerne, så kunderne kun får de absolut bedste kartofler. Tine har kun været kartoffel avler i 3 år og oplever,  det er udfordrende at dyrke kartofler. Jeg har fortsat meget at lære som økologisk kartoffelavler,  fortæller Tine Hage.

Når vi snakker med Tine Hage og Jens Otto, så bliver det klart at en kartoffel ikke bare er en kartoffel.